Flag DE.png

Menneske og portræt

Portrættet og menneskeskildringen er et af kunsthistoriens ældste og mest udbredte motiver. Portrætter er ikke kun lighed og psykologi de er også iscenesættelse, og gennem stil, farver og maleriske udtryk kommer tidernes skiftende opfattelse af menneskelivet til udtryk.

Til alle tider har kunstneren været bevidst om egen fremtoning som individ, borger og familiemenneske. I slutningen af 1800-tallet slog flere kunstnere sig sammen i kolonier, som eksempelvis i Skagen, hvilket fik stor betydning for deres arbejde og gav dem en fast række af motivkredse året rundt. Man skildrede det nære miljø; familien, hjemmet og i særdeleshed hustruer blev populære motiver. Både P. S. Krøyer og Michael Ancher har således skildret det nære familieliv med billedlige fremstillinger af deres hustruer i haven – det private hjems forlængede uderum.

Andre kunstnere har løftet kvinderne ud af privatsfæren. Harald Slott-Møller har således fremstillet hustruen, Agnes Slott-Møller, i et imponerende helfigursportræt der hylder hende som kvinde og kunstner i egen ret. Mens Lovis Corinth, på allegorisk vis har fremhævet sin hustru som selve inkarnationen af sommer, og dermed løsnet hende fra tid og sted.

Selvportrættet har til alle tider været en måde hvorpå kunstneren kunne iscenesætte og fremhæve sig selv. Alfred Mahlaus selvportræt viser kunstneren midt i den kunstneriske skaberproces. Han sidder dybt koncentreret om sit motiv, sig selv, og som om beskuer inddrages man diskret via hans skjulte blik i spejlet. Anderledes forholder det sig hos Kristian Zahrtmann der har beskåret sit portræt tæt omkring ansigtet, hvilket får ham til at fremstå særdeles karakterfuld. Med det direkte og intense blik, rettet mod sig selv, og os, insisterer han på en total tilstedeværelse.



landskaber | børneliv | menneske og portræt | by og land | opstillinger og blomsterbilleder