Flag DE.png

Lovis Corinth

Tapiau 1858–1925 Zandvoort, Holland

Franz Heinrich Louis Corinth blev født i 1858 i Tapiau (Østpreussen) og begyndte i 1876 sin lange akademiske kunstuddannelse i Königsberg. I 1880 skiftede han til Münchner Akademie og drog fra 1884 til 1887 til Paris (Académie Julien). I 1888 tog han kunstnernavnet ”Lovis” og vendte i 1891 tilbage til München. Corinths maleri var i disse år orienteret mod de gamle mestre og klassiske temaer, som han ville overføre til tidssvarende former. Han tilsluttede sig Münchner Secession, der var grundlagt i 1892, men som han dog kun tilhørte en kort periode. Derefter orienterede Corinth sig mere og mere mod Berlin, hvor han fra år 1900 udstillede på den derværende Secession, som han året efter blev medlem af. I oktober 1901 åbnede Corinth en malerskole i Berlin. Han giftede sig i 1903 med Charlotte Berend, sin første elev. I de følgende år, der blev hans mest produktive, parredes en kraftfuld moderne penselføring ofte med traditionelle salonmotiver til et virtuost maleri, der bevæger sig mellem impressionisme og ekspressionisme og egentlig ikke lader sig indordne. Efter et slagtilfælde i 1911 ændrede og radikaliserede Corinth igen sin malestil. I 1919 købte han en grund i Urfeld am Walchensee. Corinths sene værk er præget af talrige ”Walchenseebilleder”. Han døde i 1925 i Zandvoort i Holland.

Alexander Bastek